Skrevet af John Sherman

Først offentliggjort i Gangaji Foundation Newsletter, 1997

Dette er en historie om det dybe, søde Satsang mysterium; en historie om liv, hjælpeløst, hemmeligt tjenende Sandhed, som bare er "liv" sagt på en anden måde. Dette er en historie om Satsang som Helvede. Dette er en sand historie, og disse ord vil med sikkerhed ikke kunne leve op til virkeligheden. Men stadig kræver den at blive fortalt.

Gangaji fandt mig i et fængsel i Colorado i Juni 1994. Da hun dukkede op, havde jeg, så langt tilbage jeg kan huske, kun kendt til at give op og til håbløshed — en håbløshed så dyb og gennemtrængende, at den for mig synes at være selve sandheden. I det øjeblik jeg mødte hende, på ingen tid — nu — var det hele ovre. Da jeg så ind i hendes øjne, så jeg kun hende, der kun så mig, der kun så hende selv, ingen anden så. I det øjeblik, uden tvang eller tøven, åbenbarede hun for mig det absolutte, den nøgne kerne i hendes eksistens — som er ude over alle muligheder for fornægtelse, kernen i al Eksistens. Bare sådan — i en trilliontendedel af et øjeblik — gav hende, der kommer tomhændet, hende, som har absolut ingenting at give, hun gav mig alt.

Da jeg genvandt mine sansers brug ( det er underligt, hvor ofte den bevægelse bruges, som et synonym på at vende tilbage til forstanden ), fandt jeg, at det "jeg" som kaldte sig selv, John Sherman, nu kun var tilstanden af at være totalt og hjælpeløst forelsket i hende; så forelsket, at det at ånde kun havde en mening i det at elske hende, så forelsket at åndedrættet måtte stoppe, hvis hun ikke kiggede på mig. Der syntes helt bogstaveligt talt ikke at være andet tilbage i mig, end det at elske hende.

Da jeg ikke bare kunne sidde ved hendes fødder og vente på, at hendes blik tilfældigt skulle strejfe mig, var jeg nødt til at finde en måde, hvor jeg kunne få hendes opmærksomhed — en måde at gøre mig tiltalende for hende. Ellers ville jeg helt sikkert dø. Så jeg skrev breve til hende, kærlighedsbreve, det ene efter det andet. Jeg fortalte hende, at jeg forgudede hende. Jeg fortalte hende om den forunderlige storm af vision, åbenbaring og mystik, som nu udgjorde størstedelen af min erfaring. Og hun læste mine breve for Jer, og hun beærede mig overmåde meget. Og hun elskede mig. Hvordan kunne det være? Det syntes at være — det er — et mirakel. Åh, hvordan jeg væltede mig rundt i denne herlighed, som så uberettiget regnede ned over mig. Jeg ønskede nu intet andet end at dø i hendes kærlighed.

Imens, selvfølgelig, vidste jeg samtidig, udover al viden, at brevene, visionerne, åbenbaringerne, mysteriet, forunderligheden, glæden, at de alle bare var refleksioner af den ild, hvor i al "mig", som længtedes sådan efter hende, blev brændt op. Jeg vidste, at i sandhed ville kun min aske glæde hende. Det var så meget bedre. Jeg var så glad i denne brand, jeg var så stolt af min beslutsomhed på at bevise min kærlighed. Og så kom sindet, som havde ligget og ventet i det dybeste, og mest skjulte lag af løgnen. Sindet åbnede i mig dets hjerte af sult. Det kom til mig, som var det tryllet frem — som den mest intense, rigeste, mest overdådige tilfredsstillelse af dets fundamentale behov. Og jeg, fjols som jeg er, sagde ja — dette er, hvad jeg vil, dette må jeg have.

Øjeblikkeligt blev Paradis til Helvede. Øjeblikkeligt blev hun, som er intet andet end kærlighed, venlighed, varme og velkomst, til ubøjeligt, nådesløst, koldt og skærende stål.

En enkelt gang, i det sødeste øjeblik i min kærlighedsaffære med fænomenet erkendelse, skrev jeg en advarsel til hende om min svaghed, bønfaldte hende om at holde skarpt øje med mig og aldrig slippe min hånd, for så ville jeg falde og blive væk. Hun slap mig aldrig af syne. Hendes kærlighed mindskedes aldrig. Hun er Sandheden i hjertet af al min falskhed.

Jeg kæmpede og kradsede som en vild for at slippe væk fra hende, for at undgå det Uundgåelige, og hun flyttede sig aldrig. Jeg hvæsede af hende, beskyldte hende for at kræve mere af mig end af andre, og hun svarede: "Og hvad så?". Jeg sagde: "Okay. Jeg stopper, men det vil gøre ondt. Du skal vide, at du er skyld i denne smerte." Og hun sagde: "Og hvad så?". Jeg ønskede af hele mit hjerte, at jeg aldrig havde mødt hende, at jeg kunne vende tilbage til den familiære komfort i håbløsheden, men selv håbløshed var taget fra mig. Jeg væltede mig rundt i, og sygnede hen i det nytteløse ved at ønske noget overhovedet, og hun sagde: "Og hvad så?"

En dag i Juni, cirka et år efter, at hun havde fundet mig, kom hun til satsang i et brændende raseri, i forfærdelig skønhed. Hun slog hånden af mig, skældte mig ud. Hun kritiserede min breve og fortalte alle de tilstedeværende, at lige meget hvor udsøgte og rørende, brevene måtte være, betød de intet. Intet. Den, der havde skrevet disse breve, havde forrådt alt, der så frit var givet, havde vendt sig fra kærlighed og liv, havde overgivet sig til grådighed og lyst.

Da jeg hørte båndet fra den satsang, der skinnede så tydeligt i kernen af hendes raseri, nægtede jeg så meget som at overveje invitationen til at dø. Jeg foretrak at forestille mig, at jeg havde mistet alt, at jeg var blevet forladt, at jeg intet havde gjort for at fortjene dette, at hun ikke forstod... og så videre. Og hun sagde: "Og hvad så?"

Men der var mange hjerter tilstede den aften, som vidste, hvem dette hårde sværd, smedet i affaldsbålet af mit forræderi, egentligt var rettet imod. Mange så dette sværd og erkendte øjeblikkeligt, at det var rettet imod dem. De bød det velkommen i deres hjerte, sultede kun efter at være sande. De sultede efter at lade det skære igennem de ømmeste, mest subtile lag og nerver i den løgn, det er, at der er nogen, der sulter, en nogen, som lider, en nogen, som kan være sand eller falsk. Dette er satsang. Dette er det opskårne hjerte, igennem hvilket Sandheden skinner rent og klart.

Hvem gav satsang den aften? Hvem modtog? Hvem vidste, hvilket mysterium, der åbnedes der? Vi er så forelskede i idéen om, at vi ved, hvad der foregår, at vi kan vide det. Vi er så uvillige til at åbne vores hjerter for storheden i den rene ikke-viden, ingen til vide noget, ingen uden mulighed for at vide noget, intet gemt væk. I det vi tror, at vi ved, hvordan læreren ser ud, gør vi os blinde fra at se udstrålingen af den selv-skinnende Guru, udover hvilken, der ikke eksisterer andet. I det vi tror, at vi ved, hvad det er at tjene, tjener vi kun vores ego. I det vi tror, at vi ved ,hvad overgivelse er, lammes vi af tankers gift, alt for forkrøblede til at åbne vores arme i sand overgivelse. Vi tror, at vi ved, hvad kærlighed er, og berøver os selv kærlighed. Vi tror, at vi ved, hvad satsang burde være, og nægter at se, at satsang alene bare ER.

Vi ser lidelsen, uhyggen, verdens grusomhed, og vi forestiller os, at vi kan bringe fred, bringe satsang til den. Aldrig forventer vi, at verden, som den er, er satsang. Der er ingen verden udover dig, intet "dig" udover verden. Al uhyggen, al grusomheden, al volden, al lidelsen er alene dit, er dig, er Selvet. Verden skriger kun på at blive fri for "mig" og al "jeg er", der sådan tynger og plager den. Papaji fortæller os, at den eneste hjælp, vi nogensinde kan yde, er, aldrig at lade en eneste tanke komme op. Hvorfor er det så svært for os at høre — så let at ignorere?

Vi tror, vi ved, hvad fred er. Vi bringer kun vold og konflikt. Kun fred bringer os fred.

I dette liv, som du er så privilegeret at kunne kalde dit, er satsang opstået for at åbne Sig Selv til Sig Selv. Det er ikke noget, du har gjort. Du kan ikke leve satsang — satsang lever dig. Lad satsang lever dette liv fri for forstyrrelser og kritik, fri for dig. Det vil det gøre alligevel, uden din overgivelse, med eller uden dig. Vær stille. Vær i fred. Lad dette mirakel få dig. Se, at alle ideerne, uden undtagelser, er værdiløse nu.

I det stille, overgivne og åbne hjerte, er satsang LEVENDE, og ser kun sig selv i din elendighed eller i din glæde, i din overgivelse og i dit oprør, i Paradis eller i Helvede. Satsang ser intet sind, ingen stræben, intet dig, intet mig, og det betyder intet for satsang, hvilket hjerte, der åbnes for at byde dets sværd velkommen. I satsang er der ingen åbne eller lukkede hjerter; der er kun Hjerte. I satsang er der ikke to liv; der er kun Liv. I satsang er der ingen Satsang og så verden. Der er ingen dør til satsang-salen, bag hvilken verden lurer. Der er kun satsang; permanent, evigt tilstedeværende, uendelig, ukontrollerbar Satsang. Kun Kærlighed. Alt andet er forestilling.

Vær stille. Du er den Kærlighed, det Hjerte. Forsvind i Det. Intet andet betyder noget.

Englewood Federal Correctional Institution, 1997

© 2002 John Sherman. Some rights reserved.

Tilbage